Jeg voksede op i Ancram, en lille by i den nordlige del af staten New York. Byen bestod hovedsagelig af landbrug med malkekvæg. Faktisk havde byen flere køer end mennesker.

Min familie kom i den eneste kirke i byen. Søndag morgen pudsede min farfar mine sko, og så tog jeg af sted til søndagsskolen med den lille hvide bibel min farmor havde givet mig. Mine søskende og jeg lærte at arbejde hårdt, at respektere og hjælpe vores medmennesker og at være taknemmelige for de goder vi havde.

Da jeg var blevet voksen, flyttede jeg fra byen og blev skolelærer. Jeg havde mange ubesvarede spørgsmål om Gud og meningen med livet. Nogle af mine elever var meget begavede. Andre var knap så kvikke, men gjorde en stor indsats. Nogle havde fysiske handicap, andre havde en fremragende fysik. Jeg følte det var meget uretfærdigt. Nogle gange kom forældrene til de mindre heldigt stillede elever med bemærkninger som: “Sådan har Gud altså ønsket at mit barn skulle være.” Jeg undrede mig over at Gud tillod at nogle børn blev født med et handicap. Disse børn havde jo ikke gjort noget forkert.

Noget andet jeg tænkte over, var: ‘Hvilke betydningsfulde ting kan jeg bruge mit liv til?’ Jeg syntes at livet gik alt for hurtigt. Jeg var vokset op i en god familie, havde gået i gode skoler, og nu havde jeg et arbejde jeg elskede. Men den resterende del af mit liv forekom mig så tom. Det bedste jeg kunne håbe på, var at blive gift, få et pænt hjem og nogle børn, fortsætte med at arbejde til jeg gik på pension, og til sidst komme på plejehjem. Jeg spekulerede på om livet ikke havde mere at byde på.

En sommer rejste jeg rundt i Europa sammen med nogle andre lærere. Vi så Westminster Abbey, Notre-Dame de Paris og Vatikanet, og vi besøgte også mange mindre kirker. Alle de steder vi kom hen, stillede jeg de spørgsmål jeg havde. Da jeg var kommet hjem til Sloatsburg i staten New York, besøgte jeg nogle flere kirker. Men ingen steder fik jeg tilfredsstillende svar.

 En dag kom en 12-årig elev hen til mig og stillede mig tre spørgsmål. Først spurgte hun om jeg vidste at hun var et af Jehovas Vidner. “Ja,” svarede jeg. Derefter spurgte hun om jeg kunne tænke mig at få mere at vide om Jehovas Vidner. Igen svarede jeg ja. For det tredje spurgte hun mig om hvor jeg boede. Da jeg gav hende min adresse, fandt vi ud af at jeg boede lige om hjørnet i forhold til hendes familie. Jeg var ikke klar over at de tre spørgsmål fra en ung pige for altid ville forandre mit liv.

Kort tid efter cyklede hun hen til mig og påbegyndte et bibelstudium med mig. Jeg stillede hende de samme spørgsmål som jeg havde bedt så mange religiøse ledere svare på. I modsætning til dem gav hun mig nogle klare og fuldt tilfredsstillende svar fra min egen bibel – svar som jeg aldrig før havde set!

Det jeg lærte fra Bibelen, fyldte mig med glæde og tilfredshed. Det gjorde indtryk på mig da jeg læste Første Johannesbrev 5:19, som siger: “Hele verden ligger i den ondes magt.” Det var befriende at lære at det ikke er Gud, men Satan der er årsag til al den sorg og elendighed vi ser omkring os – og at Gud vil råde bod på situationen. (Åbenbaringen 21:3, 4) Jeg opdagede at Bibelen er meget logisk når den bliver forklaret tydeligt. Det Jehovas Vidne der studerede Bibelen med mig, var ganske vist ikke mere end 12 år, men jeg konkluderede at sandheden må være sandheden, uanset hvem der fortæller den.

Alligevel ville jeg gerne finde ud af om Jehovas Vidner nu også praktiserede det de lærte. Pigen understregede for eksempel at sande kristne er tålmodige og kærlige. (Galaterne 5:22, 23) Jeg besluttede at sætte hende på prøve for at se om hun selv levede op til det hun sagde. En dag kom jeg med vilje for sent til vores studium. Jeg tænkte: ‘Mon hun venter på mig? Og vil hun i så fald være sur over at jeg kommer for sent?’ Da jeg kørte ind i min indkørsel, kunne jeg se at hun sad og ventede på trappen foran mit hus. Hun kom løbende hen til min bil og udbrød: “Jeg var lige ved at tage hjem for at fortælle min mor at vi måtte ringe til hospitalerne og politiet for at finde ud af om der var sket dig noget. Du plejer jo aldrig at komme for sent. Jeg var så bekymret for dig!”

Ved en anden lejlighed stillede jeg et spørgsmål som en 12-årig pige efter min mening ikke ville kunne svare på. Jeg ville se om hun bare ville finde på et eller andet svar. Da jeg havde stillet spørgsmålet, så hun alvorligt på mig og sagde: “Det var et svært spørgsmål. Jeg skriver det lige ned så jeg kan spørge mine forældre.” Og rigtigt nok. Næste gang hun kom til vores studium, havde hun taget et nummer af Vagttårnet med der indeholdt svaret på det jeg havde spurgt om. Det var dét der gjorde at jeg følte mig tiltrukket af Jehovas Vidner – deres litteratur havde bibelsk begrundede svar på alle mine spørgsmål. Jeg fortsatte studiet med den unge pige, og et år senere blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner. *

Da jeg nu endelig havde fået tilfredsstillende svar på mine spørgsmål, ville jeg gerne fortælle alle andre om det jeg havde lært. (Mattæus 12:35) I begyndelsen var min familie imod min nye tro. Men med tiden blev de mildere stemt. Kort før min mor døde, begyndte hun at studere Bibelen. Hun levede ikke længe nok til at blive døbt, men jeg er sikker på at hun havde besluttet sig for at tjene Jehova.

I 1978 giftede jeg mig med et Jehovas Vidne ved navn Elias Kazan. I 1981 blev Elias og jeg indbudt til at blive medlemmer af betelfamilien i USA. Sørgeligt nok døde Elias blot fire år efter. Selvom jeg nu var enke, blev jeg på Betel. * Det har givet mig noget at være optaget af, og det har også været en trøst for mig.

I 2006 giftede jeg mig med Richard Eldred, et andet medlem af betelfamilien. Richard og jeg glæder os fortsat over det privilegium det er at tjene på Betel. Nu hvor jeg kender sandheden om Gud, føler jeg ikke alene at jeg har fået svar på alle mine spørgsmål; jeg har også fundet den virkelige mening med livet – og det begyndte alt sammen med tre spørgsmål fra en ung pige.