De mange frivillige på byggeprojektet i Warwick gjorde stort indtryk på de indlejede byggearbejdere. En direktør for et firma som monterede elevatorerne, sagde til en af de frivillige: “I udretter noget helt utroligt. Det er de færreste i dag der frivilligt giver af deres tid.”

Da han og nogle andre første gang hørte at Jehovas Vidners hovedkontor i Warwick, New York, hovedsageligt skulle bygges af frivillige, forestillede de sig lokale Jehovas Vidner der kun arbejdede i weekenderne. De var overraskede over at møde arbejdere der havde opsagt deres job og var kommet fra hele landet for at være med på byggeprojektet i flere måneder eller endda år.

I slutningen af 2015 havde 23.000 frivillige Jehovas Vidner samt betelitter fra USA samarbejdet om byggeriet i Warwick. Derudover hjalp cirka 750 byggearbejdere der ikke var Jehovas Vidner, så tidsplanen kunne blive overholdt. Det tætte samarbejde med Jehovas Vidner gjorde dybt indtryk på mange af disse håndværkere.

En leder af et firma der fremstiller vinduer og vægmoduler, skrev: “Alle dem fra vores firma der har været med i projektet, er imponerede over indstillingen hos dem de har været i kontakt med. Mange af os vil gerne være med på projektet netop på grund af det.”

Et andet firma sørgede for håndværkere der skulle hjælpe med at bygge den bærende konstruktion til boligbygningerne. Da firmaets kontrakt udløb, var tre af de ansatte opsatte på at fortsætte i Warwick. De sagde deres jobs op og blev ansat hos et firma der stadig arbejdede på byggepladsen.

De kristne egenskaber som Jehovas Vidner viste, havde en positiv indflydelse på flere af arbejderne. En af dem arbejdede i et firma der lagde bygningernes fundament. Efter at han havde arbejdet nogle få måneder i Warwick, lagde hans kone mærke til en markant ændring i hans humør og sprog. Hun sagde glad: “Jeg kan slet ikke kende ham!”

Mange af de Jehovas Vidner der arbejdede på byggepladsen, var kvinder. De gjorde andet end at køre bus, gøre rent og udføre kontorarbejde. De dirigerede også trafikken, styrede entreprenørmaskiner, splejsede fiberkabler, isolerede rør, monterede og spartlede gipsvægge, udførte vvs-arbejde og pumpede beton. De knoklede.

En tagarbejder der ikke var et Jehovas Vidne, bemærkede at når ægteparrene gik ud af busserne, holdt nogle af dem i hånd mens de gik på arbejde. Det gjorde stort indtryk på ham. Han kunne også se at kvinderne arbejdede utrætteligt på projektet. “Ens første indskydelse kunne være at de bare var med på grund af deres mand,” sagde han. “Men når det handler om arbejde, får de virkelig noget fra hånden! Jeg har arbejdet på byggepladser i hele New York, og jeg har aldrig oplevet noget lignende.”

Vinteren 2014/2015 var usædvanligt hård, og det var fristende at blive hjemme i stedet for at arbejde udendørs hele dagen når det var bidende koldt. Jeremy, et Jehovas Vidne der fører tilsyn med byggeriet, fortæller: “På særligt kolde dage skete det at en formand for fundamentholdet fra et af byggefirmaerne kom og spurgte: ‘Kommer de kvindelige arbejdere i morgen?’

Der var hyret mere end 35 buschauffører til at transportere de frivillige på Warwick-projektet til og fra deres logi.

En dag rejste en chauffør sig op og vendte sig om mod passagererne inden de skulle afsted. “Jeg har været meget glad for at køre jer Vidner,” sagde han. “Kunne I ikke skrive en mail til min chef og bede ham om at lade mig fortsætte med at køre den her rute? I har lært mig så meget om Bibelen. Før jeg mødte jer, kendte jeg ikke Guds navn, og jeg vidste ikke at der vil komme et paradis på jorden. Jeg er ikke længere bange for døden. Det her har været en kæmpestor oplevelse for mig. Vi ses helt sikkert i rigssalen næste gang jeg har en fridag.”

Damiana, et Jehovas Vidne der arbejdede i Warwick, fortalte: “En dag da vi var steget på bussen, ville vores chauffør gerne sige et par ord. Han fortalte at han havde kørt 4.000 Jehovas Vidner til og fra de forskellige opsamlingssteder. ‘Alle har deres små særheder,’ sagde han, ‘men på trods af det, arbejder I sammen side om side. Det er noget helt særligt.’ Han sagde også at han elskede at tale med os.

Efter han var færdig med at fortælle, spurgte et af Vidnerne på bussen ham: ‘Kan du lide når vi synger?’

Han svarede hjerteligt: ‘Ja! Skal vi starte med sang nummer 134?’” a