Musik på mange sprog
Det er en udfordring at oversætte én sang til et andet sprog. Det er en endnu større udfordring at oversætte en hel sangbog med 135 sange.
Jehovas Vidner har taget udfordringen op og har på tre år oversat hele deres nye sangbog, Syng for Jehova, til 116 sprog. Desuden findes der en udgave af sangbogen med 55 sange på yderligere 55 sprog. Og sangbogen vil udkomme på mange flere sprog.
Oversættelse af sangtekster
Jehovas Vidner oversætter bibelsk læsestof til omkring 600 sprog, og det er muligt at læse vores publikationer online på omkring 400 sprog. Men det at oversætte en sangbog har været en helt unik udfordring. Hvorfor det? Fordi melodierne i Syng for Jehova ikke ændres selvom sangteksterne er blevet oversat til mange sprog.
At skrive sangtekster er ikke det samme som at oversætte teksten i et blad. Når man for eksempel oversætter bladet Vagttårnet til et andet sprog, forsøger oversætterne at gengive alle nuancerne i kildesproget nøjagtigt. Men det er noget andet med musik.
Hvordan det gøres
Når man skal oversætte en sang, har man en lidt anden indgangsvinkel til kildeteksten eftersom sangteksterne skal give mening, være smukke og lette at huske.
Ordlyden i en lovprisningssang skal være enkel nok til at den der synger, straks får fat i meningen og formålet med hver enkelt sætning. På alle sprogene må ordene og musikken flyde sammen i en naturlig harmoni, som om det var personens egne ord.
Hvordan når oversætterne dette mål? I stedet for at lave en ordret oversættelse af de engelske sangtekster i Syng for Jehova har oversætterne fået at vide at de skal skrive nye sangtekster der formidler hovedbudskabet i de oprindelige sange. Oversætterne skal holde sig nøje til den bibelske tanke bag hver enkelt sang, men bruge almindelige udtryk som er lette at forstå og huske.
Først blev der lavet en oversættelse af den engelske sang. Dernæst tog et af Jehovas Vidner som havde erfaring med at skrive sangtekster, fat på at omdanne den oversatte tekst til farverige, men meningsfyldte, sangtekster på målsproget. Oversætterteamet og korrekturlæserne gennemgik derefter sangteksterne mens de hele tiden holdt sig til Bibelens tanker.
Jehovas Vidner i hele verden var meget begejstrede for den nye sangbog og ser forventningsfuldt frem til at få den på mange flere sprog.