“Jeg havde aldrig troet at jeg en dag ville kunne gøre så meget i tjenesten for Jehova,” siger Gwen. Hun er fra England men er flyttet til Albanien a som need-greater, altså for at tjene i et distrikt hvor der er behov for flere forkyndere.

 Gwen er en af mange som er rejst til Albanien for at finde nogle af “nationernes værdifulde skatte”. (Haggaj 2:7) Hvad får dem til at rejse ud? Hvilke forandringer har de foretaget for at kunne gøre det? Og hvilke glæder har hjulpet dem til at holde ud selvom de har mødt vanskeligheder?

 Én ting er fælles for alle de Jehovas Vidner der er rejst til Albanien for at hjælpe: De har samme motiv. De elsker Jehova og vil gerne hjælpe andre til at lære ham at kende.

 Inden de rejste, havde de allerede taget nogle skridt for at kunne gøre mere i deres tjeneste, og det hjalp dem da de senere kom til et andet land og stod over for nye udfordringer. Gwen fortæller: “Allerførst sluttede jeg mig til en albansktalende gruppe i byen hvor jeg boede. Så tog jeg en tur til Albanien for at overvære et stævne. Senere rejste jeg derover i en periode for at blive bedre til sproget.”

 Manuela kommer fra Italien. Da hun var 23, rejste hun til en anden del af Italien for at hjælpe i en lille menighed. Hun siger: “Jeg var i den menighed i fire år. Så hørte jeg at der var rigtig meget at gøre i Albanien, og det fik mig til at ordne det sådan at jeg kunne være pioner derovre i nogle måneder.”

 Federica var ikke mere end syv år gammel da hun hørte en rapport fra Albanien ved et stævne. “Den bror der fortalte om det, sagde at forkynderne i Albanien oprettede en hel masse bibelstudier, og at der kom mange interesserede til møderne,” siger Federica. “Så begyndte jeg at sige til mine forældre at jeg gerne ville rejse til Albanien. Det blev de overrasket over, men min far sagde: ‘Fortæl det til Jehova i bøn, og hvis det er hans vilje, så vil han høre din bøn.’ Og tænk engang, nogle få måneder senere blev hele vores familie opfordret til at rejse til Albanien!” Der er nu gået mange år. Federica er gift med Orges, og de tjener sammen i heltidstjenesten i Albanien.

 Gianpiero er også fra Italien. Da han blev pensionist, flyttede han og hans kone, Gloria, til Albanien. Han fortæller: “Vi har opdraget alle vores sønner i Italien. Tre af dem er rejst ud til andre lande for at tjene hvor der er større behov. Da vi læste en artikel i Vagttårnet der hed ‘Kan du komme over til Makedonien?’, rørte det vores hjerte. Og så gav vi os til at regne på om vi kunne leve af min pension hvis vi rejste til Albanien.”

 De der rejser ud som need-greatere, må først planlægge det hele omhyggeligt og gøre nogle forandringer så det bliver muligt for dem at flytte. (Lukas 14:28) De skal jo blandt andet kunne forsørge sig selv. Inden Gwen, som blev nævnt tidligere, rejste fra England, flyttede hun ind hos sin søster for at kunne spare på sit budget. Sophia og Christopher, der også er fra England, fortæller hvad de gjorde: “Vi solgte vores bil og nogle af vores møbler, og så håbede vi at vi kunne være i Albanien i hvert fald i et år.” Heldigvis var de i stand til at blive der meget mere end et år.

 Nogle forkyndere bliver i Albanien i nogle måneder. Så tager de tilbage til deres hjemland for at arbejde, og når de har tjent lidt penge, rejser de til Albanien igen. Det gjorde Eliseo og Miriam fra Italien. Eliseo fortæller: “Miriam kommer fra et sted i Italien hvor det er let at finde sæsonarbejde fordi der kommer mange turister. Vi rejste hen til det område om sommeren og arbejdede i tre måneder. Så rejste vi tilbage til Albanien, og hele resten af året kunne vi leve af det vi havde tjent. Den plan fulgte vi i fem år.”

 Når forkyndere er rejst ud som need-greatere, er der mange nye ting de skal vænne sig til. Men lokale Jehovas Vidner kan hjælpe dem med gode råd og med deres eksempel. Sophia, som blev nævnt tidligere, fortæller: “Når det er vinter her i Albanien, er der meget koldere indendørs end jeg er vant til hvor jeg kommer fra. Men jeg har lagt mærke til hvordan de lokale søstre går klædt, og det har lært mig at tage noget varmere tøj på.” Grzegorz og hans kone, Sona, kommer fra Polen, og de er rejst til Kosovo b for at hjælpe til i den smukke by Prizren. Grzegorz fortæller: “De lokale forkyndere er så ydmyge, kærlige og tålmodige! De hjælper os med at lære deres sprog – og meget mere. For eksempel har de vist os nogle forretninger hvor man kan købe ind til rimelige priser, og de har forklaret os hvordan man handler på det lokale marked.”

 De der flytter til et andet land, får den store glæde at lære lokale Jehovas Vidner at kende og blive deres nære venner. Det fortæller Sona om: “Jeg har set hvor stor kraft der ligger i Jehovas kærlighed. Det styrker virkelig min tro når jeg ser hvordan vennerne her har ændret deres holdninger og deres liv totalt fordi de har lært Jehova at kende. Vi kan se at der er brug for os i den menighed vi er i, og vi føler at vi udfylder en plads. De brødre og søstre vi tjener sammen med, er blevet vores venner.” (Markus 10:29, 30) Gloria siger: “Jeg kender mange søstre der har holdt ud under voldsom modstand fra lokale folk der ikke kan lide Jehovas Vidner. Det rører mig dybt når jeg ser hvor meget de søstre elsker Jehova.”

 De der er rejst ud som need-greatere, får også mulighed for at lære nogle værdifulde ting de måske ikke ville have lært derhjemme. Nogle af dem har været nødt til at forlade deres komfortzone for at gøre mere i tjenesten for Jehova, men så har de opdaget hvor meget glæde det giver. Stefano siger det på den her måde: “I mit hjemland forkyndte jeg mest i dørtelefoner, og det blev bare til korte præsentationer. Men her i Albanien elsker folk at snakke og snakke, især over en kop kaffe. Jeg er temmelig genert, så i begyndelsen var det ret akavet for mig, og jeg kunne ikke finde på noget at sige. Men efterhånden lærte jeg at have større fokus på dem jeg talte med, og nu er jeg rigtig glad for at snakke med folk. Det har givet mig meget større glæde og tilfredshed i forkyndelsen.”

 Leah og hendes mand, William, flyttede til Albanien fra USA. Hun fortæller: “Vores tjeneste her i landet har lært os nye måder at tænke på og givet os et bredere perspektiv. Vi har lært utroligt meget om gæstfrihed, respekt og venskab! Vi har også lært nye måder at forkynde og bruge Bibelen på og nye måder at udtrykke os på.” William tilføjer: “De fleste der besøger Albanien, bliver vildt begejstret for de pragtfulde strande. Personligt kan jeg godt lide at tage på tur oppe i Albaniens vilde alper. Men det der får mig til at elske landet allermest, er de mennesker der bor her! I mange af landsbyerne i vores distrikt har der kun været forkyndt ganske lidt i særlige kampagner. Når vi tager ud til de steder, kan vi nogle gange bruge en hel dag på bare at snakke med et par af familierne.”

 Den allerstørste glæde for need-greaterne er at se folk tage imod den gode nyhed. (1. Thessaloniker 2:19, 20) Laura, der flyttede til Albanien som ung singlesøster, giver et eksempel på det: “Jeg tjente et stykke tid i byen Fier. På bare to og et halvt år var der 120 nye der blev godkendt som forkyndere, og jeg havde studeret med 16 af dem!” En anden søster, Sandra, fortæller: “Jeg forkyndte for en kvinde der arbejdede på et marked. Hun blev en søster, og hun flyttede hjem til den landsby hun kom fra. Sidst jeg hørte fra hende, havde hun oprettet 15 bibelstudier!”

 Nogle af dem der rejste til Albanien for mange år siden for at hjælpe i forkyndelsen, er der stadig, og de elsker deres tjeneste. Sommetider bliver de overrasket over at nogle sandhedskorn som de har sået for længe siden, spirer og bærer frugt længe efter at de blev plantet. (Prædikeren 11:6) Christopher, som blev nævnt tidligere, har et eksempel på det: “Jeg mødte tilfældigt en mand som jeg havde haft et bibelstudie med i en periode lige efter at vi var kommet til Albanien. Han kunne huske en masse detaljer om det jeg havde fortalt ham fra Bibelen for længe siden – jeg blev helt rørt da jeg hørte det. Nu er både han og hans kone blevet døbte tjenere for Jehova.” Federica fortæller: “I en menighed var der en søster der kom hen til mig og spurgte om jeg kunne kende hende. Så fortalte hun at jeg havde forkyndt for hende ni år før. I mellemtiden var jeg flyttet til en anden by, men et stykke tid senere havde hun taget imod et bibelstudie, og hun var blevet døbt. Jeg gik ellers og troede at vi slet ikke havde fået nogen resultater de første år vi var i Albanien. Men der tog jeg fejl!”

 De brødre og søstre der er flyttet til Albanien eller Kosovo, er taknemmelige for at se hvordan Jehova har velsignet deres indsats, og for det rige liv han har givet dem. Eliseo, der nu har været mange år i Albanien, sammenfatter sine indtryk sådan her: “Vi mennesker kan let snyde os selv til at tro at man kan få et trygt liv ved at støtte sig til noget man regner for at være stabilt i denne verden. Men det er en illusion. Det er Jehovas principper der kan give os tryghed og en mening med livet. Min tjeneste som need-greater hjælper mig til at huske det. Jeg føler at jeg gør gavn her, jeg føler mig værdsat, og jeg har sande venner omkring mig der har de samme mål som mig.” Sandra er enig med ham. Hun siger: “Da jeg flyttede ud for at tjene hvor behovet er stort, følte jeg at Jehova gjorde det muligt for mig at få opfyldt et ønske jeg havde haft i lang tid – at blive missionær. Jeg har ikke på noget tidspunkt fortrudt at jeg rejste til Albanien. Jeg har aldrig været lykkeligere.”